Så er det slut!

Færdselsstyrelsen har netop udsendt samlemeddelelse 2036, hvilket er 32 opdateringer til den nugældende ’Vejledning om syn af køretøjer’, og et af disse er længe ventet i Motorhistorisk Samråd. Siden Originalitetskravet blev afskaffet med den såkaldte Bilpakke 2021, der har der været et hængeparti om veterankøretøjers originalitet i synsvejledningen, nu er det også borte.

Punktet har stået i forbindelse med det såkaldte Toldsyn, hvor det har skulle afgøres om køretøjet ”Fremstod som ved første registrering”, som det hed før originalitetskravet blev afskaffet. I synsvejledning har desuden stået en liste af småændringer, der godt kunne tillades inden for begrebet originalitet. Nu er det hele slettet.

Toldsynet foretages af synshallen, så at sige på vegne af Motorstyrelsen der bruger det i afgiftsberegningen, hvor det således ikke er relevant længere. Motorhistorisk Samråd har ved flere møder med Motorstyrelsen påpeget at vi meget gerne så dette hængeparti afskaffet også.

Rent praktisk betyder det at din lokale synsmand ikke længere skal tage hensyn til hvor original din veteranbil er, sådan som den fremstår på tidspunktet for toldsynet.

Du rådes dog til være opmærksom på hvilke krav den veteranforsikring du efterfølgende tegner, den har. Da de typiske vilkår dér fortsat omhandler originale veterankøretøjer.