Claes

Julegaver idéer til klassiker-ejeren!

Rate this Entry
En klassisk vogn er i mine øjne meget mere end bare en vogn. Den er et stilelement - en accessory, på samme måde som et par klassiske solbriller er det. Det er jeg ikke i tvivl om de fleste faktisk er enige i. Mange begynder at gå mere og mere op i at tilbehøret skal passe til vognen, f.eks autentiske lædertasker, korrekte solbriller, kørehandsker osv. Én ting glemmer de fleste dog: Duften. Altså ikke bilens - men ejerens!

Det nytter ikke noget, at alt spiller 100% visuelt - men duften skriger af sidste nye 2013 duft fra nederste hylde i supermarkedet. Tidsboblen brister i det øjeblik du træder ud af vognen, eller nogen træder IND i vognen, ganske enkelt. Jeg vil hermed forsøge at rode bod på denne uorden, og foreslå lidt forskellige dufte, som vil passe bedre til de forskellige køretøjer. Se dette som en kort introduktion til duft/bil-matching - byg så selv videre og find det, for dig, ultimative match.

Duften til 1960'er-vognen: Aramis!

Duften blev introduceret afEstee Lauder i 1966, og blev frygteligt populær. Én af de første modedufte, som kunne fåes i herreafdelingen i de forskellige varehuse. Tilmed er én af duftnuancerne faktisk læder, hvilket vel må siges at være ret passende i en herrevogn fra 1960'erne.



Aramis fra 1966



Det bringer direkte videre til 1970'erne hvor Aramis 900 overtog succes'en efter Aramis. Aramis 900 blev introduceret i 1973, og passer altså derfor perfekt til f.eks en Corvette C3 - eller måske en Ferrari 308 GT4. Duften er lidt friskere og mere "moderne" end Aramis, med et strejf af f.eks citrus og rosentræ.






Aramis 900 - introduceret i 1973


Så kommer vi til 1980'erne. Den absolut bedst passende i dette årti må være den legendariske Kouros fra Yves Saint Laurent. Duften blev introduceret i 1981 og passer altså dermed virkelig godt til en tidlig 80'er vogn. Den har toner af kanel, læder, musk og honning. Meget markant og 80'er ikonisk duft. Mange vil huske duften - og måske blive mindet om deres far eller morfar dengang han stadig var med på noderne. Min absolut foretrukne duft til 1986 Celica-kørsel.






Kouros - introduceret af Yves Saint Laurent i 1981

Der er selvsagt rigtig mange forskellige dufte som vil passe til en klassisk bil, dette var blot et udvalg af de, i mine øjne, mest oplagte af slagsen. Duftene skal naturligvis håndplukkes og passe til den enkelte person - og vogn. Jeg håber jeg med dette lille skriv har fået jeres øjne - og næser - op for dette facet ved klassisk-bil-hobbyen. Om ikke andet så fordi vi var FØRST med at kæde dufte sammen med vores klassiske biler.
Categories
Uncategorized

kommentarer

  1. John's avatar
    Sådan, så lærte jeg også noget nyt i dag.
    Tak for din blog :- )
  2. le Gardien's avatar
    Citer Skrevet af John
    Sådan, så lærte jeg også noget nyt i dag.
    Tak for din blog :- )

    Fed retro historie og DNA 👍