Claes

CCCD kører Ganløse Hillclimb!

Rating: 10 votes, 5.00 average.
I CCCD kan vi godt lide at bruge vores biler. Derfor fik en lille gruppe af os den gode idé, at stille op i Ganløse Hillclimb. Det startede med et indlæg på forum om netop dette historiske racerløb - og så var der ikke langt fra tanke til handling: CCCD stillede et lille team med 3 klassiske Corvetter!

Vi havde igennem længere tid talt om at stille op til Ganløse Hillclimb, men så opstod der den komplikation, at Licenskurset skulle holdes dagen før selve løbet, og den dag havde vi vores store arrangement "Herlevgaard Fællestræf". Øv. Hvad gør man så? Jeg fortalte Søren Duun fra HMS om vores problem, og han tilbød os at afholde licenskurset hjemme hos os på træfdagen. Det blev så løsningen på det: CCCD-Hillclimb Team blev en realitet!

Vi havde et fantastisk træf på Herlevgaard - og det blev faktisk så sent, at vi ikke fik mange timers søvn. Det trak tænder ud, at skulle ud af sengen allerede klokken ca. 06.15. Vi skulle være i Ganløse klokken 07:00 til indskrivning, kontrol af bilerne, gennemgang af banen, prolog osv. Det gik dog, og vejret var pragtfuldt lige fra morgenstunden! Da først Corvetterne var startet og Steffen og jeg lagde fra på Lyngevej - så var vi helt friske, både pga. glædesrusen over det lækre vejr og de dejlige biler, men også pga. det stigende adrenalin niveau i blodet: Vi var ved at være lidt spændte på løbet!





Corvetterne parkeret i ryttergården, Ganløse. Herligt og yderst sjældent syn i Ganløse - tror faktisk det er første gang en Corvette har kørt dér.



Adrenalin niveau'et faldt ikke da vi nærmede og Ganløse. Vi cruisede stille og roligt gennem byen og regnede med, at vi automatisk fandt det rette sted. Det gjorde vi også, men først da vi så en bil med en racerbil på en trailer i modkørende retning. Vi lavede straks en uvending og fulgte efter!

Vi listede ligeså stille ind i ryttergården og betragtede alle de andre små fine purpose-built racerbiler. Vi kom dér i vores buldrene Corvetter, der pludselig føltes utrolig store og meget lange. Jeg husker tydeligt følelsen af at være til et Cocktail-party iført joggingsæt! Vi parkerede vores Vetter, der hvor Søren Duun anviste. Lige efter vi havde parkeret ankom Christian i sin flotte - ret pumpede hvide Corvette - med Bloweren stikkende ud af motorhjelmen. Lyden overdøvede alt i ryttergården - og folk kiggede mistroisk på os..




Christians Flotte Corvette i ryttergården. Da dette billede blev taget havde han ikke fået navnet, FlowerPower endnu.



Det viste sig hurtigt, at vores nervøsitet var helt ubegrundet: Alle tog rigtig godt imod os - og syntes faktisk, at det var sjovt at se Corvetterne stille til start. Folk forventede dog ikke meget af deres præstationer og formåen i Hillclimbet: Det gjorde vi egentlig heller ikke..

Vi hyggede os godt, og jeg havde naturligvis ikke styr på nogen af mine papirer, men i fællesskab fik vi klaret alt det formelle og både vi og bilerne blev gjort klar til start!

Efter alt det formelle var bragt i orden, så skulle vi ud på en lille gåtur på selve løbsstrækningen for at danne os et overblik over den. Søren Duun forklarede hvor farene var - og hvordan man skulle forholde sig, når bilen lettede over bakketoppen. Når bilen lettede over bakketoppen?? Den havde vi ikke rigtigt forberedt os på og vi blev enige om, at vi sikkert ikke ville køre hurtigt nok til ligefrem at FLYVE over bakken!




Her er vi på gennemgang af strækningen. Bemærk, at det er kun det artige barn i klassen, Steffen, der reelt hører efter hvad der bliver sagt. Christian og jeg vil hellere se hvad Dennis, dagens fotograf, foretager sig.




Så skulle vi køre prolog - dvs. køre ruten igennem for at lære den at kende. Jeg blev igen nervøs - for jeg syntes, at vi kørte race allerede. De små biler gav den gas - og jeg skulle da give bilen lidt smæk for at følge med!

Starten til det rigtige løb gik. Jeg kørte, som den første Corvette(mener jeg). Corvetten brølede derudaf og allerede i første sving var der hvinen fra dækkene, og i andet sving fik den gassen så tidligt, at den kom ud i en kontrolleret udskridning hvorefter den fik fuld rebekka opad bakken. Det gik ret godt, synes jeg - pånær den kegle jeg fik klippet i chikanen. Det blev ikke den sidste kegle, jeg klippede. Efter løbet fik jeg fortalt, at speakeren fortalte, at det var første gang han havde set en Corvette flyve over en bakketop. Og ja, den lettede faktisk over den bakke. Sjovt!





Her har Dennis fanget Vetten i høj hastighed et sted på ruten. Herligt billede, Dennis!



Christian kørte også stærk i første træningsheat. Jeg holdt og ventede efter ruten, i transport-gruppen. Man samler bilerne i en gruppe efter heats'ne for at køre samlet hjem til start igen - så man generer beboerne i området mindst muligt. Først hører jeg den velkendte øredøvende lyd fra Christians Blower-Corvette, og lyden blev efterfulgt af en meget høj dækhvinen! Det var imidlertid ikke det mest skræmmende - nej, det var den totale stilhed der fulgte efter. Christian var kørt galt!




Smukt vejr, smuk landevej og en smuk Corvette. Den landlige idyl er komplet!



Hermed fik Christian sit nye navn: Bushman/FlowerPower



Det viste sig dog heldigvis, at der ikke var sket den store skade, og diverse officials berettede om "den smukkeste og mest romantiske afkørsel nogensinde". Blomsterne havde stået op i en romantisk sky over den smukke hvide Corvette med det røde indtræk. Det lignede mest af alt noget fra et bryllupsbillede! Christian fik bilen op ved at køre lidt frem og tilbage, og den eneste skade var et bøjet lygtebeslag, som Corvetten fik efter mødet med en lille baby-hest's drikkekop. Pyha!





Steffen i fuld firspring på ruten!



Alt i alt klarede vi skærene ret godt. Vi fik flere tilkendegivelser om, at Corvetterne havde gjort bedre figur end folk havde drømt om. Tiderne var ikke tilgrin: Faktisk kørte vores biler så hurigt, at de måtte sætte en ekstra chikane op i selve løbet, for at bringe gennemsnitshastigheden ned. Standard bilerne må ikke køre en så høj gennemsnitshastighed, som vi gjorde. Det er da meget godt gået!




Her får vores Vetter et velfortjent hvil imellem heats'ne.



Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang at CCCD har kørt Ganløse Hillclimb. Måske det ligefrem bliver en tradition? Jeg planlægger absolut at stille op igen næste år - og overvejer landets andre Hillclimbs - men frygter dem lidt pga. de væmmelige træer, som står i vejkanten de andre steder. Jeg kan godt lide min Corvette - og derfor har jeg stor respekt for ruter med træer.

Vi havde en helt utrolig weekend. Først træffet på Herlevgaard og dagen efter Hillclimb i Ganløse. Vejret var så suverent, som det kunne være. Helt utroligt - den bedste weekend, man overhovedet kan forestille sig, hvis man kan lide klassiske biler!

Herunder lidt levende billeder fra Hillclimbet. Vi ses til næste år i Ganløse!



Updated 31-03-2016 at 20:03 by AndersJ

Categories
Uncategorized

kommentarer

  1. Claes's avatar
    40 Tommy Olsen / Solrød Strand 201106046 GrundlicenDsK Porsche 911 15 15 00:49.022 00:47.075 00:47.010

    02:23.107 2 2
    26 Claes Falkentoft / Hillerød 201106045 En-dags DK Chevrolet Corvette 15 15 00:47.249 00:50.112 00:47.013


    02:24.374 3 3
    42 Steffen Jung / Slagelse 201106047 En-dags DK Chevrolet Corvette 15 15 00:48.848 00:49.024 00:48.509


    02:26.381 4 4
    21 Jesper Køhnke / Frederikssund 09288 G DK BMW 323 I 15 15 00:49.392 00:49.408 00:49.252


    02:28.052 5 5
    17 Poul Rasmussen / Espergærde 34136 R2 DK Sunbeam Lotus 15 15 00:47.562 00:55.174 00:48.210


    02:30.946 6 6
    8 Tommy Knudsen / Blommenslyst 41230 Grundlicens DK Nissan Silvia S12 15 15 00:50.593 00:50.770 00:50.798


    02:32.161 7 7
    20 Jesper Jensen / Odense NØ 201106043 En-dags DK Porsche 924 2,0 15 15 00:57.350 00:51.841 00:51.827


    02:41.018 8 8
    60 Niels Ulrik Ottesen / København Ø 2011060410 En-dagsDK Alfa Romeo Berlina 15 15 00:55.947 00:54.338 00:54.469


    02:44.754 9 9
    58 Christian Jørgensen / Kastrup 201106049 En-dags DK Chevrolet Corvette 15 15 00:59.213
    00:59.213 10 10
  2. John's avatar
    Godt skrevet Claes, keep up the good work.......